Hørsholm Idrætspark


Hørsholm Idrætspark er beliggende i naturskønne omgivelser på grænsen mellem Hørsholm og Rungsted med Kokkedal Golfklub og Kokkedal Slot som nærmeste nabo. Her er der gode muligheder for en dejlig gåtur i området, og Rungsted havn og Øresund ligger kun ca. 10-15 minutters gang fra idrætsparken.

Hørsholm og omegn byder på et hav af seværdigheder og aktivitetsmuligheder for børn og voksne i alle aldre. Besøg f.eks. M/S Museet for Søfart i Helsingør, som er et eksempel på banebrydende arkitektur som vækker opmærksomhed verden over. Bjarke Ingels Group har tegnet det underjordiske museum, som har vundet adskillige internationale priser og er blevet beskrevet som ”det smukkeste hul i jorden”.

Nordsjælland er om nogen region i Danmark sprængfyldt med kunst og kultur. Ultramoderne arkitektur, kunst og design, internationalt teater og ikke mindst overdådige renæssanceslotte som fortæller Danmarkshistorie. Frederiksborg, Kronborg og Fredensborg slotte er kulturhistoriske fyrtårne som tiltrækker turister fra hele verden. Hvert år i august afholdes Shakespeare Festival i Kronborgs slotgård med internationale teaterkompagnier. Esrum Kloster, oprindelig et stort og magtfuldt cistercienserkloster, er i dag et aktivt center for kultur og oplevelse, samt pilgrimscentrum. Louisiana Museum of Modern Art er et kunstmuseum i verdensklasse, hvor kunst, natur og arkitektur mødes i et enestående samspil. Oplev skiftende udstillinger med fremtrædende internationale kunstnere, foruden en fornem permanent samling. Også Danmarks Tekniske Museum er beliggende i Helsingør

Og kun ca. 30 minutters kørsel fra Hørsholm finder du København med turistattraktioner som Tivoli, Zoo, Langelinie med den lille havfrue, samt ikke mindst masser af indkøbsmuligheder, spisesteder og meget andet i den indre by. Under links kan du finde henvisninger til nogle af de mange oplevelser i området.


Vis stort kort

 

HØRSHOLM IDRÆTSPARKS HJEMMESIDE

Her har du mulighed for at se hvilke informationer idrætsparken selv stiller til rådighed.